Sitemap | Log ind | Kontakt
 

Beijing - Hainan

14 dage

Kultur og Badeferie                                             Afrejsedatoer og Priser

 
Beijing og Hainan 14 dag

Dag 1: København
Afrejse fra København kl. 20:55. Gruppen mødes i Kastrup Lufthavn ca. 2 1/2 time før afgang, kl. 18:30. Vi flyver med SAS-fly direkte til Beijing. Der serveres måltider og vises film undervejs. Du har mulighed for at købe toldfri varer.

Dag 2: Beijing
Mellem København og Beijing er der en tidsforskel på +6 timer når det er sommertid. Vi ankommer til Beijings elegante lufthavn Terminal 3, hvor vi bliver mødt af vores lokale kinesiske guide og kørt til hotellet, hvor vi bliver indkvarteret. Vi slapper af resten af dagen.

For deltagere, som har købt udflugtspakkerne, er programmet for dagene 3, 4, 5 og 6 følgende:

Dag 3: Beijing   Udflugt A         frokost inkluderet

Vi begynder dagen med et besøg på Beijing Planning Exhibition Hall, hvor man kan se hvordan Beijing så ud i gamle dage, samt hvordan byen er tænkt at udvikle sig indtil år 2020. Udstillingen vises i 16.000 m² stor udstillingsbygning, hvor af 8000 m² er udstukket til fremvisning.
Derefter går tur til verdens største plads, Den Himmelske Freds Plads, som ligger i centrum af Beijing. Pladsen blev til, da man i 1959 på 10-årsdagen for oprettelsen af Den kinesiske Folkerepublik, opførte de nuværende bygninger, Folkets Store Hal (det kinesiske parlament) og Det Historiske Museum på hver side af pladsen. Midt på pladsen i sit mausoleum ligger det balsamerede lig af Formand Mao til skue i en glaskiste, fra hele Kina strømmer folk stadig til for at få et glimt af den store befrier, manden der gjorde en ende på den store borgerkrig og grundlagde Den kinesiske Folkerepublik i 1949.
Fra Den Himmelske Freds Plads spadserer vi igennem Den Himmelske Freds Port med det store portræt af Mao Zedong til det store kejserpalads Den Forbudte By – et mesterværk i arkitektur – og bolig for 24 regenter i ca. 500 år. Inde bag de tykke mure omgav Kinas skiftende kejsere sig med hele deres hof af eunukker, konkubiner og tjenestepiger, og beskyttet af den kejserlige livgarde havde det store palads nærmest karakter af en lille by.
Derefter tager vi på besøg i de specielle kinesiske Hutongèrne, som er smalle gader imellem 100 år gamle gårdhavehuse, der hver især huser flere generationer af samme familie. Husene i hutongerne er som regel bygget i et plan. Det var i gamle dage ikke tilladt at bygge huse der var højere end muren omkring den forbudte by. Vores måde at besøge hutongerne på vil foregå med rickshaw. Dette er meget populært og en morsom oplevelse. Vi sidder to og to på det lille sæde bagved vores cykelkusk, der må ase og mase for at få fart på cyklen. Vi får lejlighed til at besøge en af familierne i kvarteret, så kommer man tæt på den enkelte kinesers hverdag. Navnet “Hutong” stammer fra det mongolske ord “hottog” der betyder brønd. Hutonger er opstået omkring de steder hvor det var muligt at få vand. Ordet “hottog” er i Beijing blevet ændret til “hutong” igennem tiderne.
Dagen inkluderer også et besøg på et traditionelt kinesisk medicincenter. Traditionel kinesisk medicin udspringer af den årtusind gamle kinesiske filosofi, der opfatter verden som en helhed hvor alting skal være i balance. I forbindelse med besøget tilbydes en gang gratis fodmassage til at lindre vores trætte fødder efter en lang dags gåtur.  Traditionel kinesisk massage bygger på behandlingsteknikker der er omkring 5000 år gamle. Ifølge traditionen kan massage helbrede omkring 100 forskellige sygdomme hos voksne. De første beskrivelser af massage stammer fra taoistiske præster der praktiserede Qi Gong øvelser som er rettet imod styrkelse af livskraften og for at fremme blodcirkulationen i kroppen.

Dag 4:  Beijing    Udflugt B       frokost inkluderet

Dagen starter med en bustur til zoologisk have for at hilse på nogle af de sjældne pandabjørne. Vi besøger det specielle afsnit af haven, hvor pandabjørnene har deres bure. Der er kun ca. 2000 bjørne der lever vildt i naturen (2006) samt ca. 180 i forskellige dyreparker i hele verden.
Derefter går turen til Sommerpaladset. Lidt uden for Beijing kunne kejseren her søge ly for sommerens hede inde i byen. Den store, kunstige Kunming sø sørgede for kølighed og en smuk udsigt. Paladset har været nedbrændt flere gange, men er hver gang blevet opført på ny bl. a. efter englændernes og franskmændenes hærgen under opiumskrigen i 1860. Paladset blev genopført i 1888 af den berømte Cixi. Genopbygning tog ca. 10 år. I 1900 blev sommerpaladset igen hærget under boxeropstanden og genopført kort efter. Vi besøger både Det politiske område, Beboelsesområdet, Teaterområdet samt det Religiøse område. I Sommerperioden sejler vi en tur på Kunming søen og går ud af sydporten. Om vinteren kan vi ikke sejle på søen, og går derfor videre forbi Marmorbåden og ud af nordporten.
På hjemturen lægger vi vejen indenfor hos en perleproducent. Her er der mulighed for at se perlemuslingerne blive åbnet og afsløre deres funklende indhold. Perler og perlecreme kan købes billigt.
På vej hjem til vores hotel kører vi forbi Den Olympiske By. Vi parkerer og går en tur til National Stadium også kaldet Birds Nest. Vi går ind i stadion og kan her opleve dette gigantiske stadion hvor bl.a. den smukke åbningshøjtidelighed blev afholdt. Rundt omkring findes de andre berømte bygningsværker, ikke mindst den blå Water Cube. Desværre kan man ikke komme ind her mere. Den olympiske by er bygget i den nordlige del af Beijing, hvor byen ligger på syd- nordaksen for Den Forbudte By. Vi kører herefter til hotellet.

Dag 5: Beijing     Udflugt C       frokost inkluderet
   
Tidligt på formiddagen skal vi på besøg i Himlens Tempel, det bedst bevarede af de mange templer og offersteder, der tidligere lå omkring det gamle Beijing. Templet, som er et enestående eksempel på Ming-dynastiets arkitektur, er bygget samtidig med Den Forbudte By, nemlig i begyndelsen af 1400-tallet. I ensom majestæt troner denne perle af harmoni og skønhed mod Beijings himmel. Det var her kejserne kom ved vinter-solhverv, for at ofre til både deres forfædre og til himlen, for at bede om en god høst. Også her spiller Yin og Yang-princippet ind. Det er nemlig en fundamental forudsætning for alle de religiøse ceremonier. Kun en balance mellem Yin og Yang kan skabe harmoni og dermed mulighed for velstand og livets fortsættelse.
Efter frokost tager vi til Lamatemplet (Yonghegong), nok det smukkeste tempel for Lamaismen, den specielle form for Tibetansk Buddhisme, som findes uden for Tibet. Oprindelig blev bygningerne opført som bolig til en prins, den senere kejser Long Chen; Men på grund af en særlig regel der sagde, at ingen kunne flytte ind i et palads, der havde været beboet af en kejser, blev det i 1744 omdannet til tempel for Lamaismen, som på dette tidspunkt var højt værdsat af Qing-dynastiet. Takket være en speciel indsats af Zhou Enlai lykkedes det at redde templet fra rødgardisternes hærgen under kulturrevolutionen.
Herefter besøger vi et silkecenter, hvor vi bl.a. ser, hvordan man fremstiller silketråd. Desuden kan vi selv få lov til at være med til at lave en silkedyne. Har man lyst til at købe nogle af de lækre silkeprodukter til en favorabel pris, er dette ligeledes muligt. Der ydes garanti på de købte varer.
Dagen inkluderer til sidst et besøg i et tehus, Kina er et land der er kendt for sin te. Her har man mulighed for at smage forskellige tesorter, samt mulighed for at købe sin favorit te. F.eks. Grøn te ”Organic Longjing”  kan føres mere end 1000 år tilbage, og flere kejsere har gennem tiderne været betaget af den helt specielle te fra Longjing. Helt klar i koppen, rund og blød i smagen. En anden særlig type te hedder Wild Pu-Erh te der er den eneste type te, som bliver bedre med årene. Denne tetype er blevet investeringsobjekt i de senere år. Videnskabelig forskning viser, at teen kan have en lang række helsebringende effekter. Den virker kolesterolnedsættende og indeholder antioxidanter. Særligt den slankende egenskab fremhæves. Wild Pu-Erh er håndplukket på Jing Mai Mountain, hvor mange af træerne over 1300 år gamle. De gamle træer med de seje blade giver en helt speciel Pu-Erh.

Dag 6:  Beijing    Udflugt D      frokost inkluderet samt Peking And middag

Dagen starter med at vi besøger en Cloisonné fabrik. Cloisonné er et kinesisk kunsthåndværk og formentlig det eneste sted i verden, hvor traditionen fortsat lever. På fabrikken ser vi fremstillingen skridt for skridt og kan samtidig se arbejdsforholdene på en kinesisk virksomhed.
Efter at have besøgt Cloisonné fabrikken tager vi ud til Ming-gravdalen,  Her skal vi spadsere på den 800 m lange Udødelighedens eller Åndernes allé (Shengdao), som kejserne blev båret igennem på vej til deres gravsted i det omkring liggende landskab. 13 af de 16 Ming kejsere ligger begravet i dette område.  Åndernes vej er flankeret af 36 store stenfigurer der skal bevogte kejseren og beskytte mod onde onder. Stenfigurerne står parvist overfor hinanden 24 dyr og 12 soldater. Efter Åndernes Alle kører vi til en af selve Minggravene (Changling), hvor den 3. Ming kejser Yongle er begravet. Vi ser paladserne der omgiver graven samt nogle af de skatte der er gravet ud. Disse skatte stammer dog ikke fra Changling graven men fra DingLing graven der huser Wanli Emperor (1563 - 1620). Disse to grave er de eneste der er gravet ud. De resterende 11 grave er ikke udgravet endnu.
Derefter tager vi en køretur igennem et utroligt smukt område med bjerge og marker. Nu skal vi opleve Den store Mur, som er 2000 år gammel. Muren er 6000 km lang, og er det eneste menneskeskabte værk, der kan ses fra rummet. Muren er stor og imponerende og ligger i et bjergrigt og vildt landskab, som kan få selv den største kriger til at føle sig lille. Vi tilbringer resten af dagen på muren.
Om aftenen samles vi og kører til en berømt Peking And Restaurant, som har specialiseret sig i den kulinariske spise “Peking And”.

Dag 7: Beijing – Sanya

En del af dagen er til fri disposition. Der er masser af interessante og spændende steder at bruge dagen på. Man kan f.eks. gå på museum, gå en tur på silkemarkedet Xiushui, eller Liulichang - en berømt antikvitetsgade. Man kan også gå i de mange butikscentre eller stormagasiner.
Om eftermiddagen flyver vi med indenrigsfly til Sanya på Hainan. Vi bliver modtaget i lufthavnen af vores lokale guide fra øen, hvorefter vi kører til hotellet og bliver indkvarteret. Resten af dagen er til fri disposition, hvor man kan tage en dukkert eller bestille en god gang massage.
Under opholdet på Hainan kan golfture bestilles og arrangeres alle dage. 


Udflugtspakker H1 – H4 kan bestilles før afrejse eller købes individuelt under opholdet på Hainan.

Dag 8:  Sanya    (Tur H1)
 
I dag skal vi besøge Nanwan abeøen og spise frokost i den idyllisk fiskerby Xincun, der er kendt for sine dygtige perlefiskere. Dette er et arrangement til midt på eftermiddagen. Der er frokost inkluderet i turen.
Vi starter turen efter morgenmaden, hvor vi kører til fiskerbyen Xincun. Her går vi ombord i en af Kina’s længste svævebaner 2.138 m.for at blive transporteret ud til abeøen.
Nanwan abeøen beboes af ca. 1.800 makmak aber der går frit omkring. Øen er det største opfostring og træningscenter for den type aber i Kina. Når vi har set nok til aberne tager vi svævebanen tilbage til fiskerbyen Xincun.
Vel landet efter svæveturen tager vi ud til en af de gode fiskerestauranter der ligger på fiskeflåderne, bedre kendt som ”gaden på havet”, hvor vi nyder en dejlig frokost med alt godt fra det omkringliggende hav.
Efter frokost kører vi tilbage til hotellet, hvor en dejlig dukkert i havet venter.

Dag 9: Sanya   (Tur H2, badetur)
 
Udflugt til perleproducent samt Wuzhizhou Island med frokost.
Efter besøget hos perleproducenten kører vi videre mod Haitang bugten, der ligger ca. 40 km fra Sanya, for at sejle over til Wuzhizhou island.
Wuzhizhou øen er omgivet af dejlige koraller og krystal klart blåt vand. Der findes dejlige hvide strande på øen og en lækker grøn vegetation til afveksling.
Vi spiser frokost på øen.
Vi bliver på øen til sidst på dagen, hvorefter vi sejler og kører tilbage til hotellet.
 

Dag 10: Sanya    (Tur H3)
 
Udflugt til Li folket og de varme kilder (Spa bad med helse og massage). (Husk badetøj)
Efter morgenmad drager vi af sted for at besøge Li folket. Der findes 55 minoritetsgrupper i Kina, hvor Li folket er en af dem.
Li folket bor for det meste i den centrale og sydlige del af Hainan provinsen. Ifølge historiske kilder har Li folket boet på øen Hainan i over 3000 år. 
Efter vi har besøgt Li folket begiver vi os af sted til de varme kilder og spa bade. Kilderne har en temperatur imellem 25 og 40 grader. De forskellige varme bade er placeret i en smuk park, hvor vi frit kan bevæge os rundt efter vi har fået skiftet til badetøj.
Vi bliver ved de varme kilder og spabade resten af eftermiddagen, hvorefter vi kører tilbage til hotellet.

Dag 11: Sanya  (Tur H4)
 
Udflugt Sanya by, markeder samt End of the World.
I dag tager vi en tur til Sanya by for at gå på markeder og se byen. Sanya er en by med ca. 500.000 indbyggere, der ligger ca. 20 minutters kørsel fra Yalong Bay, hvor vi bor. Der findes et hav af markeder i Sanya, hvor det er muligt at gøre en god handel. Vi bliver sat af i byens midte og får nogle timer til at gå omkring og handle.
Efter et par timer mødes vi igen og indtager dagens frokost, inden vi drager videre mod ”End of  the World” (Tianya Haijiao).
End of the World er et smukt naturområde ved kysten, med fantasifulde klipper og en smuk kystlinie. Dette sted har for kinesere været verdens ende igennem alle tider.
Vi slutter tidligt på eftermiddagen og begiver os tilbage til hotellet.

Dag 12: Sanya :

Til Fri disposition

Dag 13: Sanya - Beijing

Om eftermiddagen tager vi med indenrigsfly fra Sanya til Beijing. Vi ankommer sidst på eftermiddagen til Beijing. Efter indkvartering på hotellet er resten af dagen til fri disposition. Der bliver mulighed for at gøre de sidste indkøb på et af de mange markeder eller spadsere en tur i byen.

Dag 14: Beijing – København

Ved middagstid tager vi til lufthavnen for at flyve hjem til København. Vi kører fra hotellet kl. 11:30 og flyver med SAS  til København kl. 14:45. Vi ankommer til København samme dag kl. 18:40. Der serveres 2 måltider undervejs til København. Der kan endvidere købes toldfrit ombord på flyveren.

Prisen inkluderer:
  • Alle nævnte transporter med fly, tog og bus i Kina og fly København-Beijing T/R direkte med SAS på økonomiklasse
  • Lufthavnsskatter
  • 4* hotel med morgenmad i Beijing  i delt dobbeltværelse
  • 4* eller 5* hotel med morgenmad på Hainan (Sanya) i delt dobbeltværelse
  • Afgift til rejsegarantifond
Prisen inkluderer ikke:
  • Visum til Kina
  • Rejse- & afbestillingsforsikringer
  • Udflugtspakke (A,B,C,D) i Beijing.
  • Udflugter på Hainan (H1, H2, H3, H4) 
  • Drikkepenge til Guide og Chauffør pr. udflugtsdag 50 RMB.
  • Enkeltværelsestillæg
  • Drikkevarer
  • Forbrug af service på hoteller

Rejsebetingelser:

  • Rejser gennemføres som grupperejser ved minimum 10 personer
  • Dansk rejseleder ved minimum 15 personer
  • Derudover er Sinex Rejsers almindelige betingelser gældende (se disse)

 

 

 

 

© Copyright 2008 | Sinex Rejser ApS | Vesterbrogade 14 A, 1. | DK-1620 København V | Danmark | Tlf.: (+45) 3388 2266 | Fax: (+45) 3388 2269 | E-Mail: Rejser @ sinex. dk