Beijing - Hangzhou - Suzhou - Shanghai 12 dage
Vi begynder i Beijing, hvor vi besøger de berømte seværdigheder og bestiger den store mur. Efter dejlige dage i Beijing tager vi videre til Hangzhou. Hangzhou er betegnet som et af de smukkeste områder i Kina, hvor den pragtfulde Vestsø er en af de mest navnkundige seværdigheder i området. Søen er is ær kendt for sine naturskønne landskaber med mange historiske og kulturelle steder. Suzhou er kendetegnet som ”Orientens Venedig”. Denne idylliske kanalby med de smukkeste haver i Kina er en enestående oplevelse, der vil huskes i mange år. Det siges at de bedste haver i Kina ligger syd for Yangtze floden og imellem dem er Suzhou. Suzhou er også byen i Kina hvor den bedste silke kommer fra. Shanghai er Kinas mest berømte metropol. Her mødes gammelt og nyt i en atmosfære der ikke kan opleves andre steder. Man oplever historiens vingesus fra det gamle Kina over kolonitiden til det moderne Kina.
Dag 1: København Afrejse fra København kl. 20:55. Gruppen mødes i Kastrup Lufthavn ca. 21/2 time før afgang, kl. 18:30. Vi flyver med SAS-fly direkte til Beijing. Der serveres måltider og vises film undervejs. Du har mulighed for at købe toldfri varer.
Dag 2: Beijing Mellem København og Beijing er der en tidsforskel på +6 timer når det er sommertid. Vi ankommer til Beijings elegante lufthavn Terminal 3, hvor vi bliver mødt af vores lokale kinesiske guide og kørt til hotellet, hvor vi bliver indkvarteret. Vi slapper af resten af dagen.
For deltagere, som har købt udflugtspakkerne, er dagene 3, 4, 5 og 6 følgende:
Dag 3: Beijing Vi begynder dagen med et besøg på Beijing Planning Exhibition Hall hvor man kan se hvordan Beijing så ud i gamle dage, samt hvordan byen er tænkt at udvikle sig indtil år 2020. Udstillingen vises i 16.000 m” stor udstillingsbygning, hvor af 8000 m2 er udstukket til fremvisning. Derefter går tur til verdens største plads, Den Himmelske Freds Plads, som ligger i centrum af Beijing. Pladsen blev til, da man i 1959 på 10-årsdagen for oprettelsen af Den kinesiske Folkerepublik, opførte de nuværende bygninger, Folkets Store Hal (det kinesiske parlament) og Det Historiske Museum på hver side af pladsen. Midt på pladsen i sit mausoleum ligger det balsamerede lig af Formand Mao til skue i en glaskiste, fra hele Kina strømmer folk stadig til for at få et glimt af den store befrier, manden der gjorde en ende på den kinesiske borgerkrig og grundlagde Den kinesiske Folkerepublik i 1949. Fra Den Himmelske Freds Plads spadserer vi igennem Den Himmelske Freds Port med det store portræt af Mao Zedong til det store kejserpalads Den Forbudte By – et mesterværk i arkitektur – og bolig for 24 regenter i ca. 500 år. Inde bag de tykke mure omgav Kinas skiftende kejsere sig med hele deres hof af eunukker, konkubiner og tjenestepiger, og beskyttet af den kejserlige livgarde havde det store palads nærmest karakter af en lille by. Derefter tager vi på besøg i de specielle kinesiske Hutongèrne, som er smalle gader imellem 100 år gamle gårdhavehuse, der hver især huser flere generationer af samme familie. Husene i hutongerne er som regel bygget i et plan. Det var i gamle dage ikke tilladt at bygge huse der var højere end muren omkring den forbudte by. Vores måde at besøge hutongerne på vil foregå med rickshaw. Dette er meget populært og en morsom oplevelse. Vi sidder to og to på det lille sæde bagved vores cykelkusk, der må ase og mase for at få fart på cyklen. Vi får lejlighed til at besøge en af familierne i kvarteret, så kommer man tæt på den enkelte kinesers hverdag. Navnet ”Hutong” stammer fra det mongolske ord ”hottog” der betyder brønd. Hutonger er opstået omkring de steder hvor det var muligt at få vand. Ordet ”hottog” er i Beijing blevet ændret til ”hutong” igennem tiderne.
Dag 4: Beijing Dagen starter med en bustur til zoologisk have for at hilse på nogle af de sjældne pandabjørne. Vi besøger det specielle afsnit af haven, hvor pandabjørnene har deres bure. Der er kun ca. 2000 bjørne der lever vildt i naturen (2006) samt ca. 180 i forskellige dyreparker i hele verden.  Derefter går turen til Sommerpaladset. Lidt uden for Beijing kunne kejseren her søge ly for sommerens hede inde i byen. Den store, kunstige Kunming sø sørgede for kølighed og en smuk udsigt. Paladset har været nedbrændt flere gange, men er hver gang blevet opført på ny bl.a. efter englændernes og franskmændenes hærgen under opiumskrigen i 1860. Paladset blev genopført i 1888 af den berømte Cixi. Genopbygning tog ca. 10 år. I 1900 blev sommerpaladset igen hærget under boxeropstanden og genopført kort efter. På hjemturen lægger vi vejen indenfor hos en perleproducent. Her er der mulighed for at se perlemuslingerne blive åbnet og afsløre deres funklende indhold. Perler og perlecreme kan købes billigt. Dagen inkluderer også et besøg på et traditionelt kinesisk medicincenter. Traditionel kinesisk medicin udspringer af den årtusind gamle kinesiske filosofi, der opfatter verden som en helhed hvor alting skal være i balance. I forbindelse med besøget tilbydes en gang gratis fodmassage til at lindre vores trætte fødder efter en lang dags gåtur. Traditionel kinesisk massage bygger på behandlingsteknikker der er omkring 5000 år gamle. Ifølge traditionen kan massage helbrede omkring 100 forskellige sygdomme hos voksne. De første beskrivelser af massage stammer fra taoistiske præster der praktiserede Qi Gong øvelser som er rettet imod styrkelse af livskraften og for at fremme blodcirkulationen i kroppen. På vej hjem til vores hotel kører vi forbi Den Olympiske By. Vi kan på afstand se de olympiske anlæg, hvor det ene stadion ligger ved siden af det andet. Det centrale stadion National Stadion er en fantastisk konstruktion, der går under navnet ”fuglereden”, bedøm selv hvorfor. Den olympiske by er bygget i den nordlige del af Beijing, hvor byen ligger på syd- nordaksen for Den Forbudte By.
Dag 5: Beijing  Dagen starter med at vi besøger en Cloisonné fabrik. Cloisonné er et kinesisk kunsthåndværk og formentlig det eneste sted i verden, hvor traditionen fortsat lever. På fabrikken ser vi fremstillingen skridt for skridt og kan samtidig se arbejdsforholdene på en kinesisk virksomhed. Efter at have besøgt Cloisonné fabrikken tager vi ud til Ming-gravdalen, Her skal vi spadsere på den 800 m lange Udødelighedens eller Åndernes allé (Shengdao), som kejserne blev båret igennem på vej til deres gravsted i det omkring liggende landskab. 13 af de 16 Ming kejsere ligger begravet i dette område. Åndernes vej er flankeret af 36 store stenfigurer der skal bevogte kejseren og beskytte mod onde onder. Stenfigurerne står parvist overfor hinanden 24 dyr og 12 soldater. Derefter tager vi en køretur igennem et utroligt smukt område med bjerge og marker. Nu skal vi opleve Den store Mur, som er 2000 år gammel. Muren er 6000 km lang, og er det eneste menneskeskabte værk, der kan ses fra rummet. Muren er stor og imponerende og ligger i et bjergrigt og vildt landskab, som kan få selv den største kriger til at føle sig lille. Vi tilbringer resten af dagen på muren. Om aftenen samles vi og kører til en berømt Peking And Restaurant, som har specialiseret sig i den kulinariske spise “Peking And”. Her spiser vi gallamiddag.
Dag 6: Beijing - Hangzhou Tidligt på formiddagen skal vi på besøg i Himlens Tempel, det bedst bevarede af de mange templer og offersteder, der tidligere lå omkring det gamle Beijing. Templet, som er et enestående eksempel på Ming-dynastiets arkitektur, er bygget samtidig med Den Forbudte By, nemlig i begyndelsen af 1400-tallet. I ensom majestæt troner denne perle af harmoni og skønhed mod Beijings himmel. Det var her kejserne kom ved vinter-solhverv, for at ofre til både deres forfædre og til himlen, for at bede om en god høst. Også her spiller Yin og Yang-princippet ind. Det er nemlig en fundamental forudsætning for alle de religiøse ceremonier. Kun en balance mellem Yin og Yang kan skabe harmoni og dermed mulighed for velstand og livets fortsættelse.
Herefter tager vi til Lamatemplet (Yonghegong), nok det smukkeste tempel for Lamaismen, den specielle form for Tibetansk Buddhisme, som findes uden for Tibet. Oprindelig blev bygningerne opført som bolig til en prins, den senere kejser Long Chen; Men på grund af en særlig regel der sagde, at ingen kunne flytte ind i et palads, der havde været beboet af en kejser, blev det i 1744 omdannet til tempel for Lamaismen, som på dette tidspunkt var højt værdsat af Qing-dynastiet. Takket være en speciel indsats af Zhou Enlai lykkedes det at redde templet fra rødgardisternes hærgen under kulturrevolutionen.
Efter frokost er der afgang til lufthavnen for at flyve til den smukke by Hangzhou. Vi ankommer til hangzhou, bliver indkvarteret på hotellet og spiser midddag. Aftenen er på egen hånd.
Dag 7: Hangzhou Efter morgenmad på hotellet er vi klar til at besøge de smukke steder i Hangzhou Hangzhou var hovedstad for Song-dynastiet i det 12. århundrede. Her skal vi sejle på Vestsøen (Xihu), som er selve symbolet på Hangzhou. Søen er især kendt for sin e smukke maleriske scener der kan nydes fra båden. Marco Polo besøgte byen i 12 hundrede tallet og beskriver den som en af de smukkeste byer i Kina. Bagefter besøger vi Lin-Yin-templet, som blev opført i år 300 e. Kr. Her befinder en af Kinas største Buddha-skulpturer sig. Den er udskåret i kamfertræ og er næsten 19 meter høj og er placeret i hovedhallen, hvor der er 34 meter til loftet. Vi besøger endvidere en labyrint, hvor der på begge sider er rækker af smukke bronzeskulpturer. Klostret er placeret smukt i landskabet med mange smukke scenarier. Om eftermiddagen besøger vi en te-plantage i Longjing (Dragebrønden). Te-dyrkning er et af de vigtigste erhverv i Hangzhou, og Longjing grøn te er en af de specialiteter, som byen er mest kendt for. Sidst på dagen tager vi på tur i den gamle bydel, hvor vi skal spadsere i de snævre gader og besøge de foretagsomme markeder.
Dag 8: Hangzhou – Suzhou – Shanghai I dag forlader vi Hangzhou og fortsætter videre med bus til Suzhou. Suzhou er en 2500 år gammel by, der er kendt for sine haver og silke. De fleste af haverne er anlagt i Ming-dynastiets tid. Vi besøger bl.a. en af de mindste og utrolig charmerende haver, samt den Ydmyge Administrators Have, hvor der er masser af blomster og bonsai træer. Dette er den største og mest imponerende af haverne. Efter besøget Ser vi Suzhou museum, hvor det er muligt at få en historisk gennemgang af hele områdets udvikling til i dag, belyst igennem indsamlede effekter. Museet er tegnet af en af Kina’s mest berømte arkitekter Mr. I.M. Pei. Mr. Pei har blandt andet tegnet indgangspartiet til Louvre i Paris, samt Bank of Chinas nye hovedsæde i Beijing. Vi skal derefter opleve silkeavlens og silkespinderiets kunst. Vi ser hvordan silken udvindes og forarbejdes, og vi har også mulighed for at købe silkedyner, med meget mere. Om aftenen tager vi bussen videre til Shanghai.
Dag 9: Shanghai Shanghai har i de seneste år gennemgået en rivende udvikling. Vi begynder dagen med et besøg ved den berømte havnefront The Bund. Efter en slentretur her langs med Huangpu-floden går turen til Jade Buddha Templet, kendt for sine to Jade Buddhaer. Templet blev bygget i 1911 og har i dag ca. 70 tjenende munke. Derefter besøger vi Yu Yuan haven, som blev anlagt i det 16. århundrede. Haven er fuld af kunstige bakker, søer og pavilloner. Her kan du få en smuk oplevelse. Omkring Yu Yuan parken kan du opleve Shanghais gamle bydel. Her er der hundredvis af små forretninger, restauranter og snackbarer. Herefter er det tid til at gå en tur i menneskemylderet på Nanjing Lu, Shanghais berømte indkøbsgade. Om aftenen tager vi på en sejltur på Huangpu-floden og nyder udsigten til byens havnefront, hvor især The Bund er flot i aftenbelysningen.
Dag 10: Shanghai Dagen i dag give mulighed for en ½ dags udflugt til den smukke kanalby Zhujiajiao, hvor man kan opleve den lokale befolknings fredsommelige liv. Byen er især kendt for sine mange kanaler, hvor en dejlig sejltur er en del af programmet. Vi får mulighed for at gå i de snævre gader og se de lokale forretninger, med et kæmpeudbud af forskellige lokale madprodukter. Vi spiser frokost i byen, inden vi kører tilbage til Shanghai. Efter ankomst til Shanghai er der tid på egen hånd.
Dag 11: Shanghai Dagen er til fri disposition. I dag har man mulighed for at opleve Shanghai på egen hånd - man kan bl.a. gøre gode og billige indkøb, eller bare gå på opdagelse i den fascinerende storby.
Dag 12: Shanghai - København Efter morgenmad tager vi til lufthavnen for at flyve via Beijing til København. Rejsen fra Beijing foregår med SAS SK996, med afgang ca kl 15. Vi ankommer til København samme dag kl 18:40.
|
Shanghai World Financial Center SWFC er Kina's højeste bygning med en højde på 492 meter. Bygningen er på 101 etager. Bygningen rummer, som navnet siger, et hav af forskellige firmaer indenfor finans og pengeverdenen. Samtidig fungerer bygningen som en stor turistmagnet, idet det er muligt at komme op på etage 100, hvor man befinder sig i, for øjeblikket, verdens højestbelligende udsigtsplatform. Herfra er der en pragtfuld udsigt over hele Pudong området samt the Bund på den anden side af Huangpu floden. Udsigtplatformen udmærker sig endvidere ved at i gulvet er der indlagt vinduer, så man virkelig føler man svæver på skyer over Shanghai. Absolut en fantastisk oplevelse at besøge denne smukke bygning.
|